Vedtægter

Vedtægter for Langå Kunstforening.



  • 1 Formål:

Foreningens formål er at udbrede kendskab til kunst ved at afholde udstillinger med et bredt udsnit af kunst.

Foreningens midler skal bruges til indkøb af kunst, dels til udstilling og dels til udlodning blandt foreningens medlemmer samt til foreningens drift

Langå Kunstforening blev stiftet den 15. august 1985. 


  • 2 Udlodning:

Udlodning sker på den årlige generalforsamling.

Deltagelse i udlodningen forudsætter at kontingentet er indbetalt rettidigt - dvs. senest den 15. februar. Alle medlemmer deltager med 1 lod. Reglerne fastlægges således, at kun 2 værker kan udloddes til medlemmer, som ikke deltager i generalforsamlingen. På generalforsamlingen oplyser bestyrelsen nærmere om reglerne for lodtrækningen


  • 3 Generalforsamling:

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes sidste torsdag i februar måned, med følgende dagsorden:


  1. Valg af ordstyrer. 
  2. Fremlæggelse af årsberetning. 
  3. Fremlæggelse af årsregnskab. 
  4. Kontingentfastsættelse. 
  5. Indkomne forslag. 
  6. Valg af bestyrelse 
  7. Valg af revisor.
  8. Valg af revisor-suppleant.
  9. Udlodning.
  10. Eventuelt. 


Indkaldelse til generalforsamlingen sker ved mail til medlemmerne senest 14 dage før afholdelsen. På generalforsamlingen har hver fremmødt medlem én stemme. Almindeligt stemmeflertal er afgørende ved alle beslutninger bortset fra beslutningen om foreningens opløsning jf. § 10

Forslag der ønskes behandlet efter punkt 5 skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.


  • 4 Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes  af bestyrelsen med mindst en uges varsel ved mail til medlemmerne. 

5 af foreningens medlemmer kan foranledige ekstraordinær generalforsamling ved angivelse af dagsordenspunkt(er) som mailes til  bestyrelsen. 


  • 5 Medlemmer:

Som medlem kan optages enkeltpersoner samt institutioner, virksomheder og foreninger. 

For institutioner, virksomheder og foreninger træffer bestyrelsen i hvert tilfælde aftale med dem om kontingentets størrelse. Der er for hver institution, virksomhed og forening et lod ved den årlige lodtrækning om indkøbte værker og en stemme ved afstemninger.

Kontingent betales til Sparekassen Djursland konto 9388: 3900010809

Kontingentrestancer udover ét år medfører automatisk sletning af medlemslisten.


  • 6 Bestyrelsen:

Bestyrelsen består af  3-7 medlemmer, som vælges på generalforsamlingen. Valget gælder for en toårig periode således, at et bestyrelsesmedlem er på valg efter 2 år 

Generalforsamlingen vælger 2 suppleanter for et år af gangen. Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder, men uden stemmeret.

Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger en foreningsrepræsentant.

Ved frafald i bestyrelsen indkaldes suppleant, som sidder i bestyrelsen indtil næste generalforsamling. Bestyrelsen kan finde yderligere suppleanter, hvis det er ønskeligt

Bestyrelsesmøde afholdes mindst 4 gange årligt og indkaldes af foreningsrepræsentanten - der afholdes ekstraordinære bestyrelsesmøde hvis 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved flertalsafgørelse.


  • 7 Økonomi:

Bestyrelsen varetager foreningens økonomi, dog undtaget medlemskontingentet som fastsættes af  generalforsamlingen.

Ved økonomiske dispositioner, ud over den daglige drift, tegnes foreningen af foreningsrepræsentanten.

Kassereren anbringer foreningens midler på foreningens konto i pengeinstitut, med undtagelse af mindre beløb, som er nødvendige for den daglige drift.


  • 8 Regnskab:

Foreningens regnskabsår er 1/1 til 31/12. 

Foreningens regnskab revideres af 1 intern revisor valgt på  generalforsamlingen. Revisoren vælges for ét år af gangen. Generalforsamlingen vælger desuden hvert år en revisorsuppleant. 

Et revideret regnskab fremlægges på generalforsamlingen til  godkendelse. 


  • 9 Vedtægtsændringer:

Vedtægtsændringer kan kun foretages efter skriftlige indsendte forslag til ordinær generalforsamling.


  • 10 Foreningens opløsning:

Beslutningen om foreningens opløsning træffes på en generalforsamling.

Opløsning kræver at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for

Ved opløsning uddeles foreningens midler til formål, der tilgodeser kunst. 

Ved opløsning kan generalforsamlingen fastsætte retningslinjer for uddeling af foreningens midler. Generalforsamlingen vælger 3 personer, som står for uddelingen efterfølgende.


Vedtægten er godkendt på generalforsamling den 27.2.2025